Jeg har haft rigtig svært ved at finde tilbage til lysten og motivationen til at hækle og strikke. Specielt at hækle. Jeg har designet MANGE opskrifter og har altid elsket at hækle. Men jeg havde mistet lysten for en tid. Heldigvis er den nu tilbage og det vælter op med nye ideer og lysten til at starte nye projekter.
Jeg har som mange af jer ved lukket min butik sidste år. I forbindelse med at jeg havde den, skabte jeg mange rester af forskellige kvaliteter og farver.
Det kan nogle gange være angstprovokerende og uoverskueligt at bruge rester. Det kan tit ende med at blive grimt, man har måske ikke nok, eller det er kun lykkedes at bruge en lille del til et projekt.
Jeg har her i starten af 2022 forsøgt mig med at bruge rester, dele dem op i forskellige kategorier så de kan blive brugt, alle sammen.
Jeg har en forkærlighed for tasker. Jeg har designet en del af dem 🙂
Jeg har været igang med en masse naturfarvet Everest garn fra Lanagatto, som jeg har hæklet sammen med mine forskellige farver rester i helt tyndt uld. Dette er endt med at blive ret struktureret. Mine uldrester var ikke små rester, men en del meter. Så det kunne deles fint op i striber og alligevel få brugt en del. Det at vælge en basisfarve og så bruge de farveskiftende rester sammen med. Det skaber et roligere udtryk.
Opskrifterne bliver skrevet ned lige så stille. Der er flere tasker på vej. Men tror det ender med at de på en eller anden måde kommer ud samlet.
Jeg er også igang med mine bomuldsrester der blandt andet inkludere Karen Klarbæks farvekort 🙂 Og derudover mit DMC broderigarn. Jeg har arvet en del fra min mormor og farmor, en en stor rodebunke. Det har jeg været ved at dele op i to og 3 tråde, og binde sammen, hvorefter det er hæklet sammen med noget groft uld i den fineste gylden gule farve.
Jeg glæder mig til at vise jer hvad det bliver til, når jeg helt har fundet ud af det. 🙂
Det er simpelthen sådan en rar fornemmelse at bruge rester, og få noget fint ud af det. 🙂