Hvad gør man, når man prøver at passe ind i kassen, den kasse man er opdraget til og den kasse alle andre umiddelbart passer så fint ind i, og den bare ikke passer. Der stikker et par arme ud, et ben og hele hovedet. Jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men hver gang jeg gør som normen i Danmark siger, føles det forkert. Jeg føler mig fanget og har lyst til at flygte fra det hele. Min krop den sender mig alle mulige signaler til mig, for at få mig til at forstå det bare ikke går det her, (Det inkludere fysiske smerter, mental træthed, stress symptomer, symptomer i retning af depression osv).

Det har ikke altid været sådan, i hvert fald ikke i så voldsom en grad. Jeg har været på HTX, jeg har taget en uddannelse, jeg er Civilingeniør inden for Teknologibasseret forretningsudvikling. Jeg har gennemført på normeret tid og kommet ud med fine resultater. Men derfra er det blevet svære og svære at passe ind. Jeg prøver, men hver gang jeg forsøger går der ikke ret lang tid før min krop på en eller anden måde fortæller mig, at jeg er på afveje.

Pt. har arbejder jeg 15 timer om ugen som ingeniør, min store dreng på 6 år er startet i GLO (Førskole) og min datter på 4 år er i børnehave, dog aldrig på fuld tid. Jeg arbejder 3 dage om ugen til kl. 13. Hvilket gør at jeg kan hente mine børn tideligt og de kan få fridage når der er behov for det. Der er uger hvor den lille kun er afsted 2 dage. Min mand har en 30 timers stilling der giver en fridag om ugen. Tilsammen har vi jo kun det antal timer en almindelig person med lidt overarbejde har om ugen. Stadigvæk føles det som om at det hele nogle gange er ved at styrte fra hinanden. Jeg arbejder stadigvæk på at finde ud af hvorfor.

Jeg er med på, at vi jo egentlig er ret privilegeret i forhold til at kunne gøre det her. Det er der selvfølgelig nogle rigtig gode grunde til vi kan; Vi har et lille forbrug, vores materielle behov er MEGET lille, vi sparer en del penge op og har gjort det rigtig længe, og vi har begge to rigtig gode uddannelser og har fundet arbejdspladser der er med på vores behov hjemme. Alt dette plus at vore risiko villighed er høj når det kommer til at passe på vores børn og os selv. Sagt med andre ord, er der et behov for at arbejde mindre, sige vores jobs op, forbruge mindre, sadle om og gøre noget andet, så gør vi det.

Billedet udadtil i en børnefamilie virker mange steder fint. Jeg ser på veninder, bekendte, Instagram profiler osv. der tit gange om måneden tager deres børn med ud og spise, på shoppetur, i legetøjsbutikker, med i legeland, LEGOLAND, Svømmehallen, Dyreparker osv, børn der har mange fritidsaktiviteter, forældre med fritidsaktiviteter, vilde udenlandsrejser. Listen er lang, men ingen af de her ting er en realitet hjemme hos os. Jeg ved ikke engang hvor jeg skulle starte, for bare at gøre en af de her ting hver måned. Jeg hader stressen ved at have mere end bare mig selv med ude, steder hvor der er mange mennesker, mine børn bliver på fysisk og mentalt presset af det. Og behovet for de her ting er der ikke ret tit. Jeg prøver, vi kommer LEGOLAND, LEGO HOUSE, eller en stor dyrepark 1-2 gange om året, vi hygger os og det går nogenlunde, men det er faktisk et rigtig stort arbejde for både os selv og vores børn at sætte sig op til det og at geare ned igen bagefter. Der er mange af de andre ting som

Det er for mig egentlig også okay, jeg har ikke de her behov, og det har jeg det fint med. Men det der sker når alle(i hvert fald 90%) af ens omgangskreds har de her behov og en anden hverdag end vi har, hvem snakker man så med og hvad gør man for at få nogle input og noget inspiration nogle andre steder fra ?
Det er en svær balance gang. Jeg er begyndt at læse flere bøger, anderledes bøger end jeg plejer. Det er godt, der er gode input, men jeg kan også mærke at for hver bog jeg lukker og har læst færdig, har jeg flyttet mig selv et skridt længere væk fra “plejer”, “normen” og “sådan gør man jo”.

Jeg kæmper en kamp med at finde ud af hvornår nok er nok, samtidig med at jeg for hver bog jeg læser, får lyst til mere. Og for hver instagram profil jeg finder med “Vilde krydderier”, Alternativ behandling i form af kolde isbade, kropsterapi osv, Home steading, Tiny houses. Jeg vil vide mere, jeg vil lære mere, så jeg ved mere om hvad jeg kan gøre for mig selv og for mig egen familie, som for mig vil være mere naturligt, mere i balance og give mere ro for os.

Når jeg udvikler mig og flytter mig mentalt og fysisk er det efter;
– En situation hvor der er plads og tid til at mærke efter hvad der for en selv og for familien er vigtigt.
– At have plads til, at lytte til ens børns signaler og handle på dem.
– At lytte ens egen krops signaler og handle på dem.
– At man forholder sig helt til ens egne behov og ikke danner behov ud fra trends, naboen, familien og andre input.

Jeg flytter mig mere og mere, bliver mere og mere lige glad med hvad mennesker omkring mig tænker om min måde at gøre tingene på, og mere og mere lige glad med hvad man bør gøre. Sammen med dette er der også et mindre og mindre behov for at forsvare mig selv, på trods af flere og flere tidspunkter hvor det kunne have været nødvendigt. (Pt. er der en ivrig diskussion omkring min græsplæne, den er i år, ikke blevet slået endnu, der er nok tæt på 100 mælkebøtter pr. m2 og det rør mig ikke det mindste. Det har for os resulteret i et vildt liv i haven. Ungerne kigger ud af vinduet og spørger undrende, “Sner det mor?”, hvortil jeg kan svare, “Nej, det er bare frøene fra mælkebøtterne der flyver rundt”. Og min 4 årige Karla, der midt på dagen i den fulde sol med øjnene fulde af lys og stolthed siger “Nøj, hvor er det smukt med alle de blomster i haven”, fuldstændig ligeglad med at det er “ukrudt”)

Alt hvad jeg egentlig ønsker mig er LIVET. Ikke alt det der tager det fra mig.