Jeg er bange, frustreret og føler mig frygteligt alene i det. Vi lever i en verden, hvor vi de sidste mange, mange år har presset jordens system og ressourcer langt ud over hvad det kan holde til. Klimaet ændre sig og vi som mennesker håber stadigvæk på at kunne nå at gøre noget. Og hvis vi så lader den ligge der lidt….

Vi gør det samme ved hinanden, vi skubber og presser på, til ære for effektivitet, vækst, prestige osv…. Jeg er ikke helt sikker på vi ved hvorfor, for en ide og en drøm om, at vi skal blive til noget, vi skal opnå noget og have noget at vise frem. Vi bliver lykkelige, når alt arbejdet bare er ovre, når vi har gået i skole en million år, når vi har arbejdet os op af karrierestigen, samtidig med ta vi har fundet drømme manden, fået nogle børn, bygget et dyrt og virkelig flot nyt “bæredygtigt” hus, fået den nyeste EL-bil osv. Vi har arbejdet os selv helt i stykker og har været skide stresset hele vejen igennem, men om lidt, så bliver det bedre, så har vi det hele.
MEN, som udgangspunkt, så vil vi blive ved med at søge nye ting, vi vil blive ved med at skulle opnå noget. Det er utopi at tro at vi efter de her 10 års ekstremt pres på hele vores system, at vi bare kan sætte os ned og nyde resultatet af alt vores arbejde. Det vil bare fortsætte. Vi vil have mere, vi vil udvikle os og vi vil videre.
Og hvis vi ikke gør det og et kort øjeblik overvejer et andet liv, så har vi en stat og statsminister der fortæller os “Glem det, Venner”, vi skal ud og arbejde. Alle SKAL bidrage. Det eneste jeg her ser for mig er; Et Danmark, hvor vi presser mennesket til det yderste. Vi tager børnene med ind i saksen, før de overhovedet er færdige med at være børn. Vi skal alle sammen noget, og det skal gå hurtigt. Alle skal bidrage.
Det kan godt være det måske lige nu bidrager til penge i statskassen, men jeg er helt 100% sikker på, at det her bliver VIRKELIG dyrt på den lange bane, det er det allerede. Aldrig har vi haft så mange stressede mennesker, så mange depressioner, så mange diagnoser hos børn osv. Det vil blive værre.

Hvordan skal vi overhovedet kunne være bedre ved vores planet, som er vores hjem, hvis vi ikke kan på os selv og hinanden.

Jeg tror på et simpelt liv, på et liv hvor lykken ikke er materielle goder, hvor vi ikke stresser bare for at stresse og hvor vi husker at mærke efter.

Hvis vi tør at mærke efter, hvis vi vil ud af det her cirkus, kræver det nemlig usandsynligt meget stædighed og mod at gå mod alle de andre. Samtidig med at man konstant skal argumentere for, valget af en gammel bil, hjemmesyet tøj, en vil have, et gammelt tv, ingen streaming kanaler, minimum af sociale medier osv. Heldigvis er det lige så stille på vej, det bliver lige så stille okay, at leve et mere simpelt og langsomt liv, men der er lang vej endnu.

Jeg øver mig og jeg flytter mig lidt hver dag. Men jeg kan også godt mærke at jeg er nået til et punkt nu, hvor at hvis jeg begynder virkelig at mærke efter og gøre hvad jeg har mest brug for og nok også helst vil, så når jeg derud hvor jeg flytter mig så langt væk fra det jeg “kender”, at der ikke er nogen vej tilbage. Men det er måske også okay.

I hvert fald er følelsen af skam, over hvordan vi opfører os overfor jorden, verden og os selv som mennesker, stor. Vi opfører os som om vi ejer det hele og har en pokkers masse rettigheder. Det gør vi nok også på papiret, men papiret er vitterligt ikke meget værd, hvis vores hjem(jorden) er blevet ubeboeligt og vores krop er så ødelagt af stress og jag at den ikke kan hænge sammen mere, af den simple årsag at vi har ødelagt det hele!

Sæt farten ned og nyd de små simple ting.