Jeg læser bøger, mange bøger. De variere meget i type. (Desværre gik det i stå med at liste de bøger jeg havde læst hver måned) Det er jeg egentlig lidt ærgerlig over. Men nogle gange så sker livet jo.

Jeg er lige nu igang med Brene Browns “Glæden ved at være uperfekt”. Brene Brown er en interessant dame når det kommer til hendes job. Hun forsker i de der ting vi andre ikke rigtig tør snakke om, blandt andet skam. Du får ikke i hendes bøger en guide til det lykkelige liv. Men du får uden filter, at vide hvad der kan komme i vejen for et godt og helhjertet liv. I bogen fandt jeg blandt andet det her citat af E.E. Cummings

“To be nobody but
yourself in a world
which is doing its best day and night to make you like
everybody else means to fight the hardest battle
which any human being can fight and never stop fighting.”
― E.E. Cummings

Jeg kæmper hver dag for bare, at være mig selv. Det er svært, det er hårdt og det er til tider ensomt. Der vil være masser af mennesker der ikke er enige i det jeg gør, eller det jeg siger. Sådan vil det ALTID være, da vi jo ikke alle sammen er ens. Det er okay, og jeg arbejder at acceptere det.

Som Cummings siger befinder vi os i en verden der dag og nat vil forsøge, at gøre os til noget andet. Der kommer input ALLE steder fra. Reklamer, opslag på sociale medier, artikler på diverse medier, diverse udsendelser osv. Det stopper ALDRIG!

Jeg er 34 år, da jeg blev født i 1990 var der ikke noget der hed smartphones. Jeg fik min første mobiltelefon, en Nokia 3310 da jeg var 12 år. Alene af den grund at jeg havde diabetes og det var en sikkerhed for mig og mine forældre, at jeg kunne skaffe hjælp hvis jeg havde brug for det. Jeg kan godt huske hvor meget der var at forholde sig til, da jeg var 12-16 år, og det var endda uden sociale medier. Kan se på Facebook at jeg fik min profil i 2008. Prøv at forestil dig hvad 12-16 årige går igennem i dag, når de både skal forholde sig til det der sker i skolen, og så når de kommer hjem så slukker det ikke. Det følger med dem hele vejen ind på deres værelser hvor de ellers burde have fred og være trygge. SHIT!

Nogle dage ønsker jeg at vi kunne slukke for alt det her, at vi bare kunne holde en pause, få plads til at vokse med den kæmpe opgave det er bare at være sig selv og tage sig af sin egen familie eller som min datter på 5 år, får at vide i Børnehave klassen, “at passe sin egen butik”.
Det er blevet så nemt at blande sig i dag, du behøver ikke engang kende de mennesker der er på Instagram eller Facebook før du føler at det er “okay” lige at fortælle dem at: “De er forkerte”, “Deres billeder er grimme”, “Måden de lever på ikke er okay”, “at deres tøj er forkert”, “…..”, osv. Det mærkelige er, at nogle virkelig føler sig berettiget til, at sidde bag den der skærm og sende den ene krænkende kommentar afsted efter den anden. Det er jo bare sådan vi gør, ikke?

Hvordan skal vi som mennesker nå til den konklusion, at det vi gør er GODT NOK, at vi er lige som vi skal være, at det er helt okay ikke at gøre som alle andre, og at det faktisk ikke er en selv der er noget galt med, men alle andre når de her kommentarer bliver kastet afsted. Hvordan skal vi lære vores børn og specielt teenagere, at det ikke er den virkelige verden det der sker på Snapchat, Instagram og Facebook, at man ikke skal tage sig af de her kommentarer, og at man på ingen måde behøver at ligne alle glansbillederne, når de færdes alene rundt et sted der faktisk på ingen måder er for børn, eller voksne for den sags skyld. Når de aldrig har prøvet andet. De aner ikke hvad for et liv, man kan have uden sociale medier og de ved endnu mindre hvordan de skal færdes der uden at gøre skade på sig selv.

Jeg arbejder hver dag på at finde mig selv. På at være mig selv og ikke lade nogle andre diktere hvordan jeg skal være. Det har taget mange år og jeg har i lange perioder været noget andet, end mig selv for at “passe ind”, “for at kunne være i fred” og for ikke konstant at skulle argumentere for hvorfor jeg gør som jeg gør.

Jeg bliver glad når min datter på 5 år går ind i hendes kommode og tager spraglede kjoler oven på bukser (bukser som jeg har repareret for 7. gang). Jeg lader hende tage lige det tøj på hun vil og jeg bliver ikke nødvendigvis glad fordi det har mange farver, jeg bliver glad fordi hun med lys i øjnene vælger lige præcis det hun bedst kan lide, fuldstændig lige glad med hvad andre måtte tænke. Det her barn lever med alt hvad hun har, for at få lov til at blive ved med at være sig selv. Jeg håber, med alt hvad jeg har, at der ikke er nogen der tager det fra hende, for hun får brug for det, i dag og hver eneste dag fremover!

“It takes couragae to grow up and become who you really are” – E.E. Cummings