Dette indlæg indeholder affiliate links – hvilket betyder at jeg tjener lidt på at du bruger linksne.
Det er helt naturligt fra menneskets side, hele tiden at søge nyt, større, vildere og mere. Hele tiden at skulle noget nyt og at føle at det, at stå stille er en form for fiasko.
Jeg har det sidste lange stykke tid i perioder været ramt af det. Bor vi mon i det rigtige hus, kunne vi få noget bedre, noget med mere ude-plads, tættere på noget familie, måske endda bolig som var delevenlig. Jeg kigger tit på andre muligheder. Ikke fordi jeg helt ved hvad jeg vil have, eller hvor vi skal hen, men fordi den her følelse af ikke helt at være der, hvor jeg syntes jeg skal være, rammer mig. Vores liv er på mange måneder stillestående, samtidig med, at jeg syntes vi mentalt flytter os meget.
Vores børn er ved, at nå en alder, hvor vi som forældre, på flere tidspunkter af døgnet føler os overflødige. Og når vi så er det, så får vi tid til at tænke. Tænke på om det hele nu også er godt nok, om det er det rigtige vi gør.
I dag blev jeg ramt, af den følelse som jeg har længtes aller mest efter. Den der følelse af at det hele er okay og at jeg er lige der hvor jeg skal være, der hvor vi skal være.
Det startede med, at jeg tidligere i dag fik min egen fødselsdagsgave til mig selv hjem(okay, det er måske en uge eller to for tidligt), men det var nu den udkom. May My Humaidans bog nr. 2. BLØDT. Jeg var på vej på arbejde (Jeg har stadigvæk kun mit onsdagsarbejde), jeg snuppede pakken med på vejen, havde en følelse af at jeg ville få brug for den.
Arbejde var svært i dag, jeg døjede med en del smerter i mine arme, men det er der som sådan ikke noget unormalt i.
Over middag kom solen frem, jeg fik færdiggjort de sidste ting, og kørte mod vandet. Jeg skulle ud og bade. Skærbæk strandpark(Lidt uden for Fredericia) har den vildeste vej ned til vandet. Man kører op over en stejl bakke, og så kan man ellers bare kigge ud over vandet, og kører stejlt nedad mod det. Vandet var vildt i dag, det blæste, samtidig med at solen skinnede. Det kaldte på mig.
Efter jeg havde badet, og lykkedes med at få mit tøj på igen, uden noget blæste væk, satte jeg mig op i bilen og læste det første kapitel af bogen inden jeg kørte hjem til min familie. May My jeg har savnet „din stemme‟, siden sidst jeg læste Ærø manifæstet, der for mig har været en af de få bøger der virkelig efterlod mig med en følelse af at være blevet hørt, og af ikke at være alene.
Her til aften imens min mand puttede børnene gik jeg en tur, i den vildeste solnedgang. Fra vores hus, kan man gå direkte ind i skoven, og gå en lille rundtur, hvor man ender tilbage på grusvejen der fører mod vores hus. Da jeg kom ud af skoven, ramte det smukkeste røde lys mig, fuglene sang deres sidste toner for i dag og jeg følte en voldsom trang til at tage sko og strømper af og gå i bare tæer på grusvejen.
Måske kommer det lidt af en række af „invitationer‟ der er kommet fra et årsforløb hos Maria Lisette (Fra Hyldemors Have). Hvor vi igennem et helt år, følger årets og urternes gang i fællesskab. Her blev der inviteret til at starte dagen i bare tæer, bare 5 minutter udenfor. Da jeg læste det tænkte jeg, at det da alligevel var pokkers. For to dage siden løb min lille vilde datter ud i bare tæer og ville lave picnic og sætte telt op. Jeg bad hende pr. automatik om at tage sko på fordi det var koldt.
Men, måske jeg bare skal lade det her lille vilde hjerte få lov til at guide mig engang i mellem, og lade hende være i et med den natur hun elsker så meget.
I hvert fald havde jeg selv her til aften, en fuldstændig vild følelse af, at være landet lige der hvor jeg skulle være. Vores lille hus, med de to store tunneldrivhuse, skuret med julelyskæderne og vores høns, der var kravlet ind for natten, der lige midt i et fuldstændigt vildt lys, af solen der var på vej ned. Alt dette kunne jeg nyde den lange vej ned af vores grusvej, i bare tæer, det det lige der føltes som det eneste rigtige.
Jeg har søgt det og jeg har bare savnet, at have den her følelse af at det bløde liv, som Maj My kalder det, er helt okay. Og det er det der kommer til at redde os.
Nu vil jeg i hvert fald sige tak for i aften og sætte mig ned med min date for i dag (Manden er ude af huset), så for nu, vil jeg bruge resten af min aften i selskab med den her flotte gule bog BLØDT, som jeg allerede nu ved kommer til at sætte spor og fylde mig op med det jeg har brug for. En følelse af at være okay.
