Hvornår er vi glade og hvornår er vores liv lige som vi drømmer om det ? Mit bud er at det aldrig vil være det HELE tiden, og det vil aldrig kunne blive ved med at være som vi drømmer om, uden at vi som mennesker flytter os.
Mit liv er ikke som jeg drømte om, det har på ingen måde fulgt planen, og på mange måder udlever jeg det “fortids-Ghita” ville have vurderet som det værste marridt. Men jeg har det godt, og jeg er mere tilpas med mig selv end jeg tror jeg nogensinde har været. Det i sig selv tænker jeg, for mange, kan lyde lidt misvisende. Vi har jo vores drømme om fremtiden og når vi så når dem, så er vi vel glade og lykkelige. Men som med 1000 andre ting er teorien ikke det samme som hvad der sker i virkeligheden.
Livet sker nemlig, der kommer ting ind fra både højre og venstre som vi ikke kan kontrollere. Vi er nemlig omgivet af levende ting og væsner alle steder. Vi kan ikke styre hvad andre mener om os, hvad andre gør ved os. Vi kan ikke kontrollere og styre naturen(Den slår igen som vi selv ville gøre, hvis det var os der blev forsøgt kontrolleret på den måde).
Og derudover ændre vi os også, vi bliver voksne og skal finde os selv, midt i den her vilde verden der egentlig syntes det var nemmest hvis vi alle sammen var ens.
Det jeg prøver at sige med alt det her, er at vi ikke kan sætte et sæt drømme og mål op som 22 årige og så forvente at vi bare kan kører ud af motorvejen for at nå dem. Og når vi så er 35 så har vi det hele, og så er vi lykkelige. Sorry, men sådan fungere det ikke.
I mine papirer stod der for mig, at jeg skulle ud og arbejde som civilingeniør, med projekter omkring forretningsudvikling med fokus på det tekniske. Jeg skulle have mig et godt job. Et par børn og et hjem, og så ville det hele ende godt.
I dag har jeg et konsulent job, på 5-7 timer om ugen. Det er det min krop fysisk kan holde til. Det er finansieret af os selv. Ingen flexjob, ingen førtidspension, ingen økonomisk støtte. Da jeg vurdere prisen for at ville kunne få de her goder, for mig mentalt er for høj. Da der egentlig ikke rigtig er nogle af de mennesker der vil skulle hjælpe mig, der vil anerkende graden af mine skader og udfordringer. Men skidt med det. Det er okay, det kan jeg leve med.
Jeg har to børn, som jeg elsker, ingen tvivl om det. MEN, de er begge født for tidligt, de har hevet en lavine af kontroller, sygehusbesøg, mentalt udmattende adfærd med sig, og taget min mentale stabilitet med sig i faldet. Det er okay, det løser vi og jeg er her 8 år efter den første ved at nå et udgangspunkt der hedder, at jeg er okay, vi er okay. FORDI vi tager et kæmpe ansvar i form af prioriteringer for vores børn. De går ikke i SFO, de har ikke ret mange legeaftaler, fritidsaktivitet er ikke noget vi rigtigt gør, og vi hiver dem ikke rundt til 100 ting i weekenderne. Fordi de ting ville vælte vores verden som familie og sende mine børn ud i et frit fald mod mistrivsel.
Det er okay, mine børn er mit ansvar og det kan jeg godt tage, men det er hårdt, og det er ensomt at stå i selv.
Jeg er længere nede på CV’et, hækle/strikke designer, forfatter og tidligere ejer af en garnbutik. Det var min flugt fra mine mente og psykiske udfordringer. I dag kan jeg ikke strikke en halv time uden smerter, hækle kan jeg stort set ikke. For et kreativt menneske der har brugt det her som terapi, så udlever jeg mit værste marridt.
Alle de her ting ville godt kunne have betydet at mit liv slet ikke var okay. At jeg var hårdt belastet og at vi slet ikke kunne få tingene til at løbe rundt.
Men vi er okay. Vi har ladet vores drømme og vores planer flytte sig med det liv vi har. Vi har lavet justeringer en million gange og prøvet så mange forskellige kombinationer af institution, og fordelt arbejdstid at vores arbejdsgivere til tider har været lidt frustreret og børnenes institutioner og skoler har været ret uforstående over for det vi gør. Men jeg vil ikke acceptere, at vi ikke skal have et godt og lykkeligt liv, bare fordi tingene ikke blev som de skulle og fordi ingen griber os når vi falder.
Jeg vil have mit liv fyldt med ting der giver mening. Jeg vil ikke bare arbejde imod det næste mål. Det har jeg lært for længe siden, at det eneste jeg vil få ud af det, det er et fald der er svært at komme op fra igen.
Alle andre må gerne tænke jeg er vanvittig, ekstrem, speciel og måske endda bare syntes at vi er enormt privilegeret. Det er fint, det er ikke min opgave at beslutte hvad andre skal tænke. Det er min opgave at leve mit liv og hjælpe mine børn igennem starten af deres, ind til de også skal ud og finde deres “egen plads”.
Mange siger til mig “Gid det var mig der kunne arbejde så lidt”, “Bare det var mig der kunne få det til at hænge sammen”. Når jeg så spørger, om de vil holde alt min bagage, imens jeg passer deres arbejde, så de kan arbejde mindre, så er der ikke længere nogen der vil have det! Alting har en pris. ALTING! Er du villig til at betale den, så kan du også leve et andet liv.
“Du bliver først fri, når du indser, at du ikke hører til noget sted – du hører til alle steder – og slet ingen steder. Prisen er høj. Men belønningen er højere” – Maya Angelou.
Kom ikke og fortæl mig, at det ikke er muligt, at få et andet liv. Det er det. Mit er heller ikke som jeg drømte om. Men hvis du ikke er villig til at ændre noget, så er det klart, så har du ikke en chance !
Jeg vil fortsætte med, at arbejde med mig selv, så jeg er klar til at modtage det liv der er her for mig.
